Sønderhå-Hørsted Sparekasse investerer i fremtiden med byggeri i Sønderhå
Vækst og lokal forankring skaber behov for mere plads
Sønderhå-Hørsted Sparekasse står over for en udvidelse af sine lokaler i Sønderhå.
Baggrunden er en positiv udvikling med flere medarbejdere og kunder og et stigende behov for både arbejdspladser og mødefaciliteter til kundemøder.
Det nye byggeri skal sikre flere mødelokaler og skabe den nødvendige plads til medarbejderstaben, som de seneste år er vokset.
Samtidig bliver de eksisterende lokaler moderniseret, så de understøtter en moderne og effektiv arbejdsplads til gavn for både kunder og medarbejdere.
Stor kundetilgang
"Vi oplever en positiv udvikling og kundetilgang, som har betydet, at vi er blevet flere medarbejdere. Det er naturligvis glædeligt,
men det stiller også nye krav til vores fysiske rammer. Med tilbygningen får vi bedre muligheder for at betjene vores kunder og skabe gode arbejdsforhold for medarbejderne,"
siger direktør Viggo Pedersen Jensen.
For Sønderhå-Hørsted Sparekasse er byggeriet mere end en udvidelse af de fysiske rammer.
Vi vil være en stærk, lokal og tilgængelig samarbejdspartner for kunderne
Det er samtidig et tydeligt signal om troen på lokalområdet og ønsket om fortsat at være en stærk, lokal og tilgængelig samarbejdspartner for kunderne.
"Vi har stærke rødder i lokalområdet, og det er vigtigt for os fortsat at være tæt på vores kunder. Ved at investere i vores faciliteter i Sønderhå understreger vi,
at vi ønsker at udvikle os her og være en synlig og tilgængelig samarbejdspartner for kunderne i mange år fremover", siger direktør Viggo Pedersen Jensen.
I 2022 kunne sparekassen fejre sit 150-års jubilæum, og gennem alle årene har den lokale forankring været omdrejningspunktet for sparekassens virke.
Den udvikling fortsætter med investeringen i faciliteterne i Sønderhå.
Med projektet skaber sparekassen de nødvendige rammer for den fortsatte udvikling og fastholder samtidig sit stærke engagement i lokalområdet.




